Katrine Nordlands Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

Kirketonearterne er de 'melodiske modi', som musikken fra den tidlige middelalder og frem til barokken blev komponeret i. De er at sammenligne med de moderne skalaer, forstået på den måde, at de hver især deler oktaven op i syv diatoniske skalatrin med et hvilepunkt - finalis - og en recitationstone; med sidstnævnte menes en tone, om hvilken melodien ofte kredser, som gentages meget i melodien, og som i visse tilfælde kan sidestilles med den moderne dominant (dvs. G i C-dur). Det er også denne tone, hvorpå præsten ville messe de relevante bønner. Der findes 2 gange 4 kirketonearter: Opdelt på den måde, fordi hver af de fire autentiske tonearter - dorisk, frygisk, lydisk og mixolydisk - har en tilhørende plagal toneart - hypodorisk, hypofrygisk, hypolydisk og hypomixolydisk. Den autentiske toneart og dens respektive plagale modstykke deler de samme toner og den samme finalis. Forskellen ligger i skalaens spændvidde, og i recitationstonen. I de autentiske tonearter ligger recitationstonen en kvint over finalis. De plagale er transponeret en kvart ned i forhold til de autentiske, og recitationstonen ligger en terts over finalis i stedet for en kvint. Der findes dog, som det fremgår af nedenstående skema, undtagelser til disse regler; hvis finalis eller recitationstonen ifølge reglen ville falde på tonen h, flyttede man den en sekund op, for at undgå tritonusforholdet f-h. Endvidere er den hypofrygiske tonearts recitationstone flyttet fra g til a. I skemaet er finalis markeret med en helnode, og recitationstonen med en stjerne.

Bemærk, at kirketonearterne ofte benævnes ved deres numre. Således er den doriske toneart "modus 1", den hypodoriske er "modus 2", den frygiske er "modus 3" osv.