Katrine Nordlands Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

Skellet mellem renæssance- og barokmusik er naturligvis ikke sket brat fra det ene til det andet, men er en gradvis ændring fra én praksis til en anden. De to æraer er opkaldt efter det lignende skift i kunst og arkitektur, der dog forekom en anelse tidligere end i musikken. Skal man sætte - meget grove ! - årstal på fænomenet, må man sige, at barokmusikken begynder at slå sine rødder omkring 1580. Det kan dog ikke understreges nok, at der på ingen måde er tale om, at renæssancemusikkens karakteristika forsvinder ved denne lejlighed. De to stilarter levede faktisk fredsommeligt side om side i mange år.

I sin bog, Music in the Baroque Era, opstiller Manfred Bukofzer en skematisk oversigt over, hvilke træk, der karakteriserer de to tidsaldre. Hovedpunkterne er de følgende:

Stil: Renæssancen bærer i høj grad præg af stilistisk enhed (den ensartethed i klang og struktur, der kan gøre det svært at høre, om noget er en motet eller en chanson), mens barokken ifølge Bukofzer har to praksis og tre stilarter. De to praksis, han henviser til, er hhv. stile antico og stile moderno; dvs. den gamle, klassiske renæssancestil, sideløbende med den nye. Denne gamle praksis fungerede stadigvæk som noget, musikere blev trænet i på universitetet, og selvfølgelig det, der lå til grund for videreudviklingen i barokken. De tre stilarter, Bukofzer refererer til, er barokkens skarpere opdeling af musikken i kirke-, kammer- og teatermusik. Tidligere havde man nok haft brug for musik til forskelligartede lejligheder, men man havde ingen stilistiske forskelligheder lejlighederne imellem.
Tekstlig formidling: Barokmusikere lagde ifølge dem selv mere vægt på formidlingen af ordet (dvs. den bibelske tekst) end deres forgængere fra renæssancen. Det vil sige, at den polytekstualitet, vokale imitation og usamtidige afsyngning af teksten, der var populær i renæssancen, gradvist forsvandt.
Balance mellem stemmerne: Hvor det i renæssancen var praksis at lade alle stemmer, det være 2, 3, 4, 5 eller 6, være samklangsmæssigt nogenlunde lige vigtige (OBS ! "Kernesatsen", Discantus og Tenor, havde stadig ofte en liturgisk eller referentiel dominans over de andre stemmer), lagde man under barokken vægt på yderstemmerne, dvs. melodien og basstemmen. Basstemmen, fordi den var harmonibærende, og melodien bl.a. for at formidle teksten utvetydigt.
Melodi: Her karakteriseres renæssancens musik af melodier med snæver spændvidde og få spring på mere end en terts, medens man i barokken fik forsmag for en større spændvidde og ikke var bleg for at lade melodien foretage spring på f.eks. sekster eller oktaver.
Kontrapunkt: Hvor den kontrapunktiske komposition under renæssancen er modalt baseret, er den i barokken tonal.
Harmoni: Harmonier er under renæssancen et "biprodukt" af stemmeføringen, medens harmoni i barokmusik betragtes som en selvstændig enhed. Det vil bl.a. sige, at de modale harmonier, der var resultatet af renæssancens modalt bestemte kontrapunkt, nu mere ligner de moderne, tonale harmonier, med et tyngdepunkt omkring Tonika og et spændingspunkt omkring Dominanten.
Rytme: De fleste renæssancekompositioner er konstrueret rytmisk i henhold til tactus; et fast pulsslag, uden fornemmelse for de moderne svage eller stærke slag. Under barokken fattede man interesse for, igen for bedre at formidle det tekstlige budskab, at lade den musikalske rytme ligge tæt opad talerytmen og lade musikken træde i baggrunden - og hermed opstod recitativet, den musikalsk udtryksfattige, men tekstligt indholdsrige, form, der kendes fra operaen. Endvidere vinder taktstregerne, og hermed fornemmelsen for stærke og svage slag, indpas under barokken.
Idiomatik: Som noget nyt begyndte barokkomponisterne at skrive idiomatisk; dvs. de skrev deres værker for specielle instrumenter eller stemmegrupper. Dette var et relativt ukendt fænomen under renæssancen, hvor man ikke interesserede sig synderligt for, om f.eks. en stryger eller en menneskelig stemme udførte det, man havde skrevet. Med den idiomatiske skrivemåde fik komponisten selvfølgelig bedre styr på, hvordan hans musik i praksis ville lyde; men det skabte også grobund for, at man kunne blande idiomerne, og således skabe kontrast i sine værker mellem instrumentale og vokale afsnit.

Barokken spænder over omkring 150 år, og der kan selvfølgelig ses udvikling indenfor denne periode alene. Bukofzer opdeler forsigtigt barokken i tidlig barok (1580-1630), midtbarok (1630-1680) og sen-barok (1680-1730). I løbet af disse år opstod talrige nye genrer og stilarter: Opera, oratorium, kantate, solo- og trio sonate, kammerduet, præludium, fuga, korpræludium og -fantasi, concerto grosso og solokoncert. Det var samtidig perioden, hvor orgelmusik vandt kraftigt indpas. Ingen af barokkens specielle stilarter skal behandles på min hjemmeside - men det er dermed ikke sagt, at det ikke både er en musikologisk interessant periode og et væld af smuk musik, man kan få ud af at studere barokken.