Katrine Nordlands Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

Generationen af komponister efter Josquin - dvs. den gruppe af komponister, der er født omkring år 1500 - anføres af Nicolas Gombert, Cipriano de Rore, Adrian Willaert, Jacobus Clemens non Papa og Cristóbal de Morales. De musikalske træk, der binder denne generation sammen, og fra hvilke man kan trække paralleller tilbage til Josquin, er udbredt brug af imitation, en tendens til at skrive vokal polyfoni for flere end fire stemmer (5 eller 6 er normalt), "intertextualitet", anderledes dissonansbehandling og fremkomsten af den såkaldte parodimesse.

Imitation betyder i musikken at gentage en melodi eller frase i en anden stemme end den, der starter melodien, på en sådan måde, at de to overlapper hinanden, som i begyndelsen af en kanon. Den imiterende stemme kan udføre melodien nøjagtigt som den originale, eller den kan transponere den, f.eks. starte melodien en kvint højere end originalen. Imitation er ikke det samme som kanon; kanon forudsætter at hele melodien imiteres (som i "Mester Jakob"), mens det med imitation oftest er sådan, at kun begyndelsen af melodien imiteres.

Brugen af imitation ses allerede tydeligt inden Josquins tid, begyndende omkring Ars subtilior tiden i slutningen af det 14. århundrede. Tendensen bliver mere udbredt i løbet af Dufays og især Josquins tid, og kulminerer i sidstnævntes generationens 6-stemmige motetter, messer og verdslige sange. I denne generations musik ses det ofte, at stemmerne grupperes to og to, således at man tilsyneladende har to basstemmer, to mellemstemmer og to diskantstemmer. Tilfældet er dog ikke sjældent det, at man stadigvæk bruger den såkaldte "kernesats", og altså ser en form for duet mellem Discantus og Tenor. Er der brugt cantus firmus ses denne således oftest i én af disse to stemmer. Grupperingen er i disse tilfælde sådan, at man må tale om to basstemmer, to mellemstemmer (nr. 2 og 3 fra oven), og kernesatsen, bestående af Discantus 1 og Tenor. Imitationen forekommer som regel imellem de to stemmer, der er grupperet sammen. I "post-Josquin" generationen ser man stadigvæk imitation i udbredt brug, men tendensen til at gruppere stemmerne sammen to og to forsvinder gradvist.

Den spirende nye form for dissonansbehandling anes i disse komponisters tendens til at sammenstille dissonerende toner, således at det f.eks. ikke er unormalt at se forudhold, tritonus eller forstørrede eller formindskede intervaller. Samtidig ses en "mætning" af den musikalske struktur, gående ud på, at man f.eks. hos Rore ser langt færre pauser på en fuld "takt" (4 slag) end hos Josquin (begge komponister var i perioder af deres liv ansat ved hertugdømmet i Ferrara i Norditalien). Da der på denne måde sjældent er et ophold i polyfonien - alle stemmer er simpelthen aktive næsten hele tiden - og de musikalske fraser på denne måde griber ind i hinanden, høres musikken som klangligt fyldig og fremadstræbende.

Parodimessen får et kapitel for sig selv. Klik her.

Nicolas Gombert (ca. 1495-ca. 1560) var fra 1526 ansat ved Charles V's hof. Charles V havde i 1519 "overtaget" posten som romersk kejser efter sin far Maximilian I. Hans imperium dækkede en meget stor del af Europa: Tyskland, Østrig, Nederlandene, Flandern, Spanien, Böhmen, Ungarn, store dele af Italien (Milano og Napoli), og de spanske kolonier i Amerika. Med herredømmet over et så stort rige, rejste Charles V meget omkring, og det skete, at han tog sin hofkomponist og leder af koret, Gombert, med sig. Således fik Gomberts musik f.eks. indflydelse på den spanske musik i de kommende generationer. Hvor smuk Gomberts musik end var, har komponisten selv haft en grum sjæl: Han endte sine dage som galej-roer efter at have forgrebet sig på en kordreng.

Af Gomberts musik kan anbefales motetterne Media vita og Quem dicunt homines, og chansonerne Je prens congé og Si mon travail.

Adriano Willaert (ca. 1490-1562) lagde størstedelen af sin karriere i Italien, selvom han oprindeligt var rejst til Paris for at studere jura. Man ved med sikkerhed, at han fra senest 1515 var ansat ved kardinal Ippolito I d'Este, og at han blev der i mere end ti år. I 1527 blev Willaert maestro di cappella ved St. Markus-kirken i Venedig. Her var han primus motor i dannelsen af den såkaldte "venetianske skole", og opnåede i løbet af sin levetid status som berømt og elsket for sin musik. I 1559 udkom Willaerts nok mest berømte udgivelse af motetter og madrigaler, med navnet Musica nova. Musikken i denne samling anslås til at være komponeret mellem 1540 og 1559. 25 kompositioner i samlingen er madrigaler. De fleste af disse er baseret på digte af Petrarch.

Af bemærkelsesværdige værker af Willaert kan nævnes Quid non ebrietas, salmen Credidi, propter quod locutus est, motetten Recordare Domini og madrigalen Aspro core.

Jacobus Clemens non Papa (ca. 1510-ca. 1555): Clemens' tilnavn 'non Papa' er sandsynligvis givet ham som en spøg for at adskille ham fra pave Clement VII. Det vides om Clemens non Papa, at han arbejdede i det, der udgør det moderne Holland og Belgien; det daværende Bruges, Ypres og Leiden. Ligesom Gombert har han muligvis haft forbindelse med Charles V, eller med én af dennes generaler, Philippe de Croy. Lyt f.eks. til Clemens non Papas udsættelse af Fremuit spiritu Jesu.

Cristóbal de Morales (ca. 1500-1553) er nøgleperson for den spanske musik i første halvdel af 1500-tallet, selvom han i en del år (1535-45) opholdt sig i Rom, hvor han ved medlem af det pavelige kor. Morales er bemærkelsesværdig som én af sin generations største begavelser indenfor messekomposition. I Spanien var Morales ansat ved katedraler i bl.a. Ávila, Plasencia, Toledo og Malaga; de to sidste efter sin hjemkomst fra Italien. Også Morales var berømt i, og ikke mindst umiddelbart efter, sin egen levetid. Af hans værker kan anbefales parodimessen Missa Quaeramus com pastoribus.

Cipriano de Rore (ca. 1515-1565) er den yngste af de komponister, der behandles under denne gennemgang af generationen af komponister efter Josquin. Han er endnu én af de mange nordiske komponister (født i Nederlandene), som rejste til Italien for at skabe sig en karriere indenfor musikken. Rore slog sig ned i Venedig, hvor han bl.a. forbindes med Willaert, i og med, at han kendte denne komponist, og overtog hans post ved St. Markus-kirken i 1563. Inden da havde Rore i ti år, fra 1547 til 1557, ledet kapellet i Ferrara, hvor Josquin havde været ansat i begyndelsen af århundredet. Rores ansættelse i St. Markus-kirken blev kortvarig; efter kun et års tid rejste han til Parma, hvor han døde i 1565. Rore bemærkes som en mesterlig messe- og madrigal-komponist. Lyt til madrigalen Da le belle contrade d'oriente og messen Missa Preter rerum seriem.

Cipriano de Rores madrigal, Da le belle contrade d'oriente, kan du høre lige her:

Næste side