Katrine Nordland Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

Fra år ca. 900 har man den anonyme kilde Musica Enchiriadis, som indeholder den vestlige musiks histories første kendte musik notered for mere end én stemme. Det er endvidere i denne kilde, at man skal finde rødderne til de moderne nodelinier; et fænomen, som senere blev taget op igen af den franske benediktinermunk Guide af Arezzo (ca. 995-1050). Forfatteren til Musica Enchiriadis (ikke Hucbald af St Amand, som det tidligere blev formodet) diskuterer musikken i sammenligning med sproget: Når bogstaver skal sættes sammen på bestemte måder for at danne ord, og ord på bestemte måder for at danne sætninger, argumenterer den anonyme forfatter, så er det kun logisk, at kun visse tonekombinationer giver harmonisk mening. Fænomenet at synge to melodiske linier parallelt, således at der fremkommer konsonanser og dissonanser imellem de to stemmer, kalder han ved det græske ord diaphonia.

Hymnen "Ut queant laxis", skrevet ca. 774, muligvis af Paulus Diaconus. Guido af Arezzo brugte hymnen til at lære sine elever tonerne i den diatoniske skala, som efter denne hymne fik deres navne, do re mi, osv..

Allerede på dette tidlige tidspunkt taler man om tostemmige kompositioner som organa (sing: Organum). Man ser også her rødderne til at komponere i diskant- eller organum-stil; dette skulle blive videreudviklet i Paris under Notre Dame skolen. Diskantstilen vil sige, at stemmerne besvæger sig node-mod-node, og at der altså er lige mange toner i den gregorianske cantus firmus (vox principalis) og den nykomponerede stemme (vox organalis). Ligeledes taler man om "streng" eller "fri" organumstil. Førstnævnte vil sige, at vox organalis følger de samme intervaller som vox principalis; i "fri organumstil" er den nye stemme ændret (ofte ved kadenceringer), så den ikke er intervalmæssigt identisk med vox principalis.

En vigtig kilde til den tidligste polyfoni er Winchester Troperne (ca. 1050). Dette er en samling på over 150 organa for to stemmer, originalt beregnet som opførelsesmanuskript. Noget af det interessante ved Winchester Troperne er, at de, selvom de er noteret i linieløse neumer, repræsenterer nogle af de idéer, som Guido af Arezzo havde beskrevet. Dette beviser, at den franske polyfoniske praksis havde bredt sig til England. I manuskriptet ser man desuden en stigning i anvendelsen af fri organumstil og modbevægelse imellem de to stemmer.

Åbenbaringen for Frans af Assisi og Guido af Arezzo

I de hidtil omtalte kilder var det praksis, at vox organalis blev placeret under vox principalis. Dette ændredes for bestandig med manuskriptet Ad Organum Faciendum fra omkring år 1100. Det, at den nykomponerede stemme nu placeres over cantus firmus, er det vigtigste at bemærke ved dette manuskript, men ikke det eneste: Man benytter i dette manuskript Bb for at undgå "djævelen i musikken" (tritonus) - dette er ikke almindeligt i tidligere manuskripter. Desuden bemærkes det, at musikken er noteret i "bogstavnotation": Bogstaver i stedet for noder.

Et meget vigtigt manuskript fra denne periode er St Martial manuskriptet, der har sin oprindelse i Sydfrankrig, sandsynligvis i det Benediktinske kloster ved St Martial i nærheden af Limoges. St Martial manuskriptet er vigtigt for studiet af det melismatiske organum; det er her, man ser rødderne til Notre Dame skolens "diskant"- og "organum"-stil.

Kilder: Musica Enchiriadis; Winchester Troper: Cambridge, Corpus Christi College, MS 473

Næste side