Katrine Nordlands Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

På denne side giver jeg forklaringer på ord, der ikke er forklaret under overskrifterne på min hjemmeside. Således kan du f.eks. her finde en forklaring af begrebet 'Ars antiqua', men ikke 'Ars nova', da dette er en kapiteloverskrift i min introduktion. Ligeledes har jeg valgt, at dette ikke skal være et personregister; de forskellige komponister er beskrevet i kapitlerne. Et par teoretikere har dog sneget sig ind alligevel. Og leder du efter forklaringer på musiktekniske begreber, jeg bruger i flæng på hovedsiderne, er denne din side.

Ordforklaringerne er opstillet alfabetisk.

Antifone: Et ord med flere betydninger. Der kan være tale om 'antifonal salmodi', hvor to halvkor skiftes til at synge salmens strofer, medens omkvædet ('antifonen') synges af alle. En antifone kan dog også være en såkaldt 'fri antifone' (eller 'pseudoantifone'). Denne betegnelse dækker over selvstændige sange i to kategorier: Maria-antifonerne, som er lovsange til jomfru Maria, og som der findes fire af. Disse antifoner finder man meget ofte udsat polyfont, ikke mindst i England, hvor jomfru Maria dyrkedes mere intenst end på kontinentet. Den anden type af antifoner er 'messeantifoner', som synges på særlige festdage forud for messen. Antifoner kan være svære at skelne fra motetter; jeg roder tit rundt i det!

Ars antiqua: Groft sagt polyfonien i det 13. århundrede, eller tiden fra den tidlige Notre Dame-skole til Machaut.

Cantus firmus: Den melodi, der danner basis for en polyfon komposition. Meget ofte ligger cantus firmus i tenorstemmen, men f.eks. i England var man glad for at lægge en parafraseret cantus firmus i overstemmen. Cantus firmus er ofte taget fra det gregorianske repertoire, men der kan ligeså godt være tale om en verdslig melodi, som f.eks. danner grundlag for de mange L'homme armé messer.

Cantus planus: Det ord, jeg bruger, når englænderne taler om 'plainchant'. Man kan også kalde det cantus gregorianus - heraf fremgår det, at ordet betegner stykker fra det monofone, kirkelige repertoire, som pave Gregor den Store har lagt navn til: Gregoriansk sang.

Chanson: Fransk for 'sang'. Op igennem den tidlige musikhistorie støder man på 'den burgundiske chanson', 'den franske chanson', 'den kombinative chanson', 'den parisiske chanson' og andre subgenrer af denne form, der simpelthen betegner den flerstemmig udsættelse af en verdslig sang. Chansonen havde sine foretrukne former i forskellige geografiske dele af Europa - indenfor den burgundiske chanson opererer man med begrebet 'formes fixes' (læs herom i kapitlet om Machauts verdslige musik).

Contenance angloise: Den 'anglificering' af fastlandseuropæisk musik, som fandt sted i den første halvdel af det 15. århundrede. Se kapitlet om Dunstaple.

Dissonans: Interval, der dissonerer (klinger 'uskønt'); sekunder og septimer. Dissonansbehandling vil sige at forberede og opløse dissonerende intervaller på korrekt vis.

Faburden: Se kapitlet om Dunstaple.

Fauxbourdon: Se kapitlerne om Dunstaple og Du Fay.

Gejstlig: Kirkelig.

Høvisk: 'Hoflig', hørende til ved hoffet.

Imitation: Når stemmerne sætter ind efter hinanden med ens indsatser. Et stærkt træk af Josquins og de derpå følgende generationer. Gennemføres princippet konsekvent, er der tale om 'gennemimitation' eller 'kanon'.

Konsonans: Interval, der konsonerer (klinger 'skønt'). Konsonanser opdeles i de perfekte konsonanser - prim, kvart, kvint og oktav - og de imperfekte konsonanser - terts og sekst. Af navnene fremgår det, at de perfekte intervaller fra gammel tid regnedes for 'bedre' end de imperfekte og dissonanserne. Der er dog flere eksempler på meget tidlig, gennemført brug af imperfekte konsonanser, og med contenance angloise i begyndelsen af 1400-tallet inspirerede engelsk musik de kontinentale komponister til i langt højere grad at benytte tertser og sekster.

Liturgisk: Liturgisk musik er musik til tekster, der har deres faste plads i liturgien, dvs. de ritualer, der hører kirkeåret til (med daglig afholdelse af tidebønner, højmesse osv.). Messecykler er liturgisk musik, og motetter kan være det, hvis de er baseret på en liturgisk tekst. Når man bruger betegnelsen 'liturgisk musik' som gruppebetegnelse, er der dog oftest tale om den store mængde kompositioner, der ikke falden indenfor én af disse to kategorier. Det kan være sekvenser, antifoner, salmer, Magnificat-udsættelser osv. Aftengudstjenesten Vespers indeholdt, udover motetter, meget liturgisk musik af denne art.

Madrigal: Optræder i to inkarnationer: Den italienske 'trecento-madrigal' fra ca. 1330 og den senere, norditaliensk-romerske madrigal, der opstod omkring 1530. Trecento-madrigalen var tostemmig med en melismatisk hovedmelodi i overstemmen over en frit komponeret understemme. Den sene inkarnation bestod som regel i at udsætte frit formede tekster af kendte digtere (f.eks. Petrarca) 4- eller 5-stemmigt med solistisk udførelse for øje.

Melismatisk: Når en tekst er udsat melismatisk, vil det sige, at hver stavelse i teksten får tildelt mere end én - ofte mange - toner. En melisme er altså en slags 'toneguirlande', der kan spænde over en ganske stor ambitus (over en oktav er ikke ualmindeligt).

Messe: I langt de fleste tilfælde er en messe en polyfon udsættelse af de højmessens fem ordinariumsled: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei. Er der tale om en 'cantus firmus messe', betyder det, at de enkelte messeled er kædet sammen af den samme cantus firmus - at der altså er skabt enhed imellem satserne ved at bruge den samme melodi som strukturel baggrund. Der findes også messer, er kombinerer ordinariumsleddene med de såkaldte propriumsled: Introitus, Offertorium, Communio, Graduale, Alleluya og Tractus. I såfald taler man på engelsk om en 'plenary cycle' - jeg kender ikke den danske betegnelse. En sådan messe er Du Fays Missa Sancti Jacobi.

Motet: Motetten er genren, der "sætter sig på to stole" imellem den storslåede, seriøse, kirkelige messe og den strukturelt friere verdslige chanson. Motetten voksede ud af Notre Dame-skolens clausulae, og betegner ifølge renæssanceteoretikeren Tinctoris "en komposition af moderat længde tilsat ord af en hvilkensomhelst art, men oftest af en kirkelig natur". Det er selvfølgelig en overordentligt bred betegnelse, men motetten er faktisk svær at definere strammere, da ordet dækker over et enormt repertoire, der gennem tiden gennemgik kolossal udvikling. Den middelalderlige motet bestod typisk af en cantus firmus i lange, udstrakte nodeværdier i tenorstemmen, hvorover to overstemmer (motetus og triplum) bevægede sig i hurtigere nodeværdier. Disse to stemmer lå i samme ambitus og havde ofte hver sin tekst, til tider endog på hver deres sprog (typisk latin og fransk). Senere kom den såkaldte contratenor til, placeret lige under tenoren og ligeledes som hovedregel i langstrakte nodeværdier. At gøre rede for motettens udvikling og geografiske subgenrer her er ikke muligt. En god bog om motetten i det 15. århundrede (med en kort forklaring af genrens udvikling indtil da) er Julie E. Cummings bog, The Motet in the Age of Du Fay, som er at finde i min bibliografi (nr. 8).

Officium: Cyklus af gudstjenester, de såkaldte 'tidebønner', der forløber over et døgn. Til afholdelsen af tidebønnerne hørte som regel gregoriansk sang.

Parafraseret: Udsmykket, dvs. tilføjet ekstra toner, til tider i så høj en grad, at den oprindelige melodi kan være svær at spore.

Syllabisk: Med én tone pr. stavelse, modsat melismatisk.

Tinctoris: Komponist og teoretiker (ca. 1435-1511). Manden bag påstanden om, at "kun musikken fra de sidste fyrre år er værd at høre på". Denne holdning blev fremsat i midten af 1470'erne og giver altså en idé om, at en musikalsk revolution må være sket omkring 1435 - contenance angloise måske?

Verdslig: Ikke-kirkelig, sekulær.