L'homme armé traditionen kan fortælle meget
om musikalske "lån" i renæssancen. Oprindeligt
er L'homme armé ("Den bevæbnede mand")
titlen på en melodi af ukendt oprindelse. Den kan have været
høvisk eller populær, måske satirisk!?? Dens
mensuration er tempus imperfektum, major prolation (svarende til
6/8 idag), og som oftest er den udsat i den mixolydiske modus 7.
Dog er det også almindeligt at føje et fast b for h'et
i denne modus, hvorved transponeret dorisk modus fremkommer.
Her kan du høre den enstemmige melodi i modus 7:
L'homme armé melodien blev imellem 1450-1600 udsat
som cantus firmus for messer af adskillige komponister, de kendteste
af dem Du Fay, Ockeghem,
Busnois, Tinctoris, Compère,
Josquin, Obrecht, Morales,
Palestrina og Senfl
(Josquin og Palestrina skrev hver to udsættelser). Det var
ikke noget nyt, at komponister på denne måde "lånte"
materiale til at danne basis for deres musik. Dette var en etableret
praksis siden Ars subtilior-tiden og i regelen en måde for
komponisterne at vise deres originalitet på (ved at imitere
andre og tilføje et personligt præg). Det enestående
ved L'homme armé melodien er simpelthen det faktum,
at den er brugt så mange gange af så store komponister.
Forskningen er ikke enig om, hvem der først fandt
på at skrive en messe baseret på L'homme armé.
To forskere, Richard Taruskin og Allan W. Atlas, gætter
på, at Busnois var den første, ud fra den betragtning,
at hans messe er meget tro mod det melodiske forlæg
og kun udsætter melodien for inversion i Agnus Dei-delen.
De nævnte forfattere mener endog, at Busnois kan være
manden, der skrev L'homme armé melodien. Det
er sikkert, at Busnois' og Ockeghems udsættelser er
dem, der bruger melodien mest udførligt. Fabrice Fitch
argumenterer for, at Ockeghems messe lyder, somom den
er skrevet tidligere end Busnois'.
At Du Fay som den ældste skulle have været først
med en L'homme armé messe er der imidlertid
ikke den store opbakning omkring. Han var allerede gammel,
da han skrev sin messe, og dens mangfoldige, Ars subtilior-agtige
tekniske finesser (såsom modal tvetydighed og forskellige
mensurationer stillet op imod hinanden) tyder på, at
han med messen ville vise sine yngre kollegaer, at han stadigvæk
havde overraskelser i ærmet.
Det lader i det hele taget til, at komponisterne betragtede
L'homme armé traditionen som en måde at
vise hinanden, hvad de duede til og et medie hvormed de kunne
søge at overgå hinanden. Således kan man
måske forklare Josquins lyst til at komponere to messer
over melodien. Obrechts og Compères messer skiller
sig ud ved at udsætte melodien i den frygiske toneart.
Som lytteeksempel fra en L'homme armé-messe vælger
jeg Kyrie-satsen fra Du Fays:
Som lytteeksempel fra en L'homme armé-messe vælger
jeg Kyrie-satsen fra Du Fays: