Katrine Nordlands Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

Musikken i England indtager en helt speciel plads i den tidlige europæiske musikhistorie. Her udvikledes unikke engelske genrer parallelt med, at de franske genrer, f.eks. motetten, fik et engelsk præg og udviklede nationale subgenrer. Et vigtigt manuskript at kende til i forskningen af musikken i det tidlige 15. århundrede er det engelske Old Hall manuskript, som er samlet i tre "lag" i perioden fra ca. 1380 til ca. 1420 og udgør den første betydelige kilde indeholdende musik af engelske komponister. Manuskriptet er primært en kilde til messeledsudsættelser: 121 af disse er at finde i Old Hall, som dog også indeholder 11 motetter og 15 diskant-udsættelser (se nedenfor) af liturgiske, latinske tekster. I Old Hall går kontinentale træk som isorytmik, kanon/imitation, proportionel diminution, sidestilling af forskellige mensurationer, og synkopering hånd i hånd med den karakteristiske "engelske lyd", hvis særpræg nok primært skyldes den skrivestil, der betegnes engelsk diskant.

Diskant-stilen er karakteriseret ved:

Én tekst (ikke to, som det var almindeligt i den kontinentale motet)
Trestemmighed, med en eventuel cantus planus i midterstemmen
Stor vægt på imperfekte konsonanser: Tertser og sekster
Enkle, ens rytmer i alle stemmer med en akkordisk effekt til følge
Tendens til parallelbevægelse
Individuelle stemmeomfang til hver stemme (modsat den franske chansonstil)

Desuden ser man i engelsk musik ofte teknikken faburden, som opstod enten som forløber til eller sideløbende med den kontinentale fauxbourdon teknik (forskningen er uenige om, hvad der kom først). Groft sagt repræsenterer begge stilarter parallelbevægelse i sekstakkorder. Andre engelske karakteristika er den såkaldte parafrase teknik (en udsmykket cantus firmus i overstemmen) og migrerende cantus firmus (cantus firmus springer mellem stemmerne i den polyfone tekstur).

Af engelske komponister skal fremhæves Benet, Forest og ikke mindst Leonel Power (død 1445), hvis musik er rigt repræsenteret i Old Hall manuskriptet. Den bedst kendte engelske komponist - måske nogensinde, og i hvert fald inden Purcell - er dog John Dunstaple (1390-1453), hvis musik underligt nok ikke er med i Old Hall, men som endog ofte er at finde i kontinentale manuskripter. Dunstaple rejste meget og var bl.a. jordejer i Frankrig i en periode i forbindelse med Englands besættelse af Frankrig efter slaget ved Agincourt i 1415.

MERE OM DUNSTAPLE FØLGER SNAREST HER!!

I perioden omkring kirkemøderne i Konstanz og Basel (dvs. 1414-1439) taler man om la contenance angloise, inspireret af et digt af franskmanden Martin le Franc fra ca. 1442. Digtet beskriver, hvordan Du Fay og Binchois opnåede et skønnere udtryk i deres musik ved at følge Dunstaples eksempel. Påstanden underbygges af teoretikeren Tinctoris, der i midten af 1470'erne skrev, at "kun musik skrevet i de sidste 40 år" var værd at høre på. Også Tinctoris nævner Dunstaple ved navn som en inspirationskilde for franske komponister. Det er sandsynligt, at engelske og fransk-kontinentale komponister har haft mulighed for at udveksle deres musik ved de ovennævnte kirkemøder, hvor talrige af Europas verdslige og gejstlige overhoveder mødtes i følgeskab af deres kapeller. Ydermere kan påvirkningen have fundet sted under Englands belejring af Frankrig i første halvdel af århundredet.

Den indflydelse, engelsk musik synes at have haft på den kontinentale stil på dette tidspunkt, har sit tydeligste udtryk i en øget brug af imperfekte konsonanser samt en langt større vægt på overstemmen, der nu også i fastlandseuropæisk musik får sit eget omfang og en mere flydende, graciøs og tekststyret rytmik. Desuden kan studier af kontinentale komponisters brug af fauxbourdon, isomelik, specifikke melodiske klichéer og panisorytmik m.m. give anledning til spekulationer omkring Englands bidrag til den europæiske musikhistorie i midten af det 15. århundrede.

Lyt til Dunstaples ballade O rosa bella her:

Næste side