Ars subtilior er den betegnelse, man bruger om stilen i slutningen
af det 14. og det tidlige 15. århundrede, dvs. generationen
efter Machauts død i 1377. Stilarten, som havde sit udspring
i Sydfrankrig men hurtigt spredte sig til norden, Italien og England,
har fået ord som "manieret" (eng. "mannerist")
og "avant garde" knyttet til sig pga. det komplekse udtryk
og topmål af minutiøse detaljer, der blev idealet for
skrivemåden på dette tidspunkt. Man snakker om en "fin-de-siècle"
dekadence, som havde sine primære komponister i Senlesches,
Solage og Trebor. Disse komponister skrev primært
verdslig musik, omend antallet af lais og andre former med lange
tekster er mindre almindeligt i Ars subtilior-perioden. Yndlingsgenrerne
for hofkomponisterne var tenor-motetten og balladen, og ikke sjældent
havde musikken et tekstligt indhold om musik. Således blev
Ars subtilior-stilen en intellektuel kunstform, hvor komponisterne
havde mulighed for at vise al deres tekniske formåen, og kun
den lærde tilhører havde mulighed for at forholde sig
autoritært til musikken.
Den historiske kontekst for Ars subtilior er Hundredeårskrigen
(1336-1453) mellem England og Frankrig, og paveskismet 1378-1417,
hvor rivaliserende paver regerede fra hhv. Rom og Avignon.
Musikalske træk af Ars subtilior omfatter:
Kompleks rytme
Virtuose melismer
Synkopering
Usædvanlig harmonik
Intertekstualitet
Modal tvetydighed
Koncentration omkring verdslig sang
Kilder:Chantilly manuskriptet, der indeholder 13
motetter og ca. 100 verdslige sange, primært fra Sydfrankrig
og Spanien.